En stilhistorisk oversigt af dragtkopier udført i ½ størrelse.

Alle figurer og dragtdele er håndarbejde, udført af Esther Grølsted.
Den gamle snittype, både i mande- og kvindedragten, bar præg af tæt-sluttet dragt til kroppen, ærmegabet går helt op i armhulen, men passet til, på en særlig måde, for at give arme og kroppen fri bevægelighed.
I kvindedragten var skørt og liv adskilte, blev blot hægtet sammen i taljen med hægter og maller.
I kvindedragtmoden fra empire-tiden til tornuren er det de hele kjolers tid. Alle sømme er håndsyede til symaskinen kom frem i 1850-60. Hermed ændredes også sy-teknikken. De ældste håndsyede sømme har den fordel, at syningen formedes og tilpassede snittet under hele arbejdet. Det vil sige, at gamle symåder kan symaskinen ikke umiddelbart overtage.
Dragtfigurernes kroppe består af kyllinge-net og gips. Hovederne er fremstillet dels i papmache og dels i keramisk plast.
De håndvævede stoffer er vævet af Kamma Gudmand-Høyer, Bente Dam og Edith Pape, Karen Warmings Vævestue.
Sølvsmykkerne er udført af Ingeborg Bjerge. De stoftrykte stoffer er udført af Birgitte Tolnov og Inger Nøhr.
Akvareller af Beth Beyerholm med motiver af dragter fra den gamle bondeudstilling på Nationalmuseet fra 1938 til 1988

Introduktion

Tanken, med en udstilling af denne art, er at vise noget af den mangfoldighed, som danske folkedragterbestår af.
Der er lagt vægt på folketøjets snittype og de forskellige sy-måder, ligeledes er der taget hensyn til materialevalget, der dækker perioden.
I Danmark regnes bøndernes dragter, brugt i perioden 1770-1870 for folke- dragter. Folkekulturens blomstringsperiode falder netop i denne 100-årigeperiode.
Bøndernes og folks tøj på landet er opstået i et samspil mellem levn fra ældre tider, påvirkning fra højere stands mode og de nyskabelser, som bønderne selv frembragte.
Dragterne har mere eller mindre varieret fra egn til egn, og der har været forskel i dens brug til forskelligehandlinger, formål og årstider. Dagligtøjet har været simpelt i forhold til stadstøjet.
Kirke- og højtidstøjet var det fornemste at klæde sig i, og sørgetøjet kunne udtrykke forskellige grader af sorg.
Det bevarede levn i folkedragterne går undertiden helt tilbage til oldtiden og middelalderen. Trofastheden mod gamle skikke ses ikke mindst i bøndernes tøj. Det er først og fremmest kvindedragterne, der har traditionsbunden skik.
Kvinderne var mere bundet til deres hjemegn, modsat mændene, der blev indkaldt til militærtjeneste under den herregård, de tilhørte.
Ældre mennesker skiftede ikke mode, som de unge gjorde. De vekslende stilperioder satte deres spor og blev blandet alt efter bøndernes behov og økonomiske grundlag.
Visse egne havde gode økonomiske kår, der gjorde det muligt for moden at trænge ud til områderne, hvorimod dragten stagnerede i de fattige egne.

De modetræk, der ses i folkedragterne, er for de ældstes vedkommende i rokoko-snit (1750-1790). Nogle dragter har træk fra Louis-seize moden (1780-1800). Efter år 1800 ses empire moden i højere stands tøjet. Det er den mode med den høje talje. Den får nogen betydning for bøndernes påklædning i 1820-1830, især i det fynske område mod Assens egnen. I 1830 opstår sen-empire moden, hvor taljen igen er ved at falde på plads.
Med indflydelse fra tysk mode ses Bieder-meier moden i 1840erne, hvor taljelinien går ned under taljen i kvindernes hele kjoler. Skørt og liv er ikke længere delt i to dele, og mændene går nu i lange bukser i stedet for de karakteristiske knæbukser i 1700 tallet.

Frem til den tid havde bønderne været så godt som selvforsynende med hjemmegjorte produkter, men med stigende landbrugspriser i anden halvdel af 1800 årene og overgangen fra naturalie-økonomi til pengeøkonomi, fik bønderne flere rede penge og kunne nu købe fabriksvarer.

Sidst i perioden kom ny rokokomoden 1850-1870, genkendelig med krinoline-stel under kvindernes kjoleskørt, som det blev brugt i købstæderne. Konerne på landet brugte mange underskørter.

Kvindehovedtøjerne er noget af det mest egns-prægede, dansk folkekultur kan fremvise. Da den sidste bondekone lagde sit hovedtøj, var det tillige slut med brugen af folkedragten i traditionel forstand. Det skete især omkring 1870erne. Derefter, omkring år 1900 overtager folkedanserne de gamle bonde-dragter til brug ved deres opvisninger i dans og musik.
Hele 1900tallet igennem er det således folke-dansen, der præger den arv der måtte være tilbage af den gamle dragtskik. Brugen af de gamle dragter til dans, og kopieringen af disse efterladte folkedragter er et studium for sig og skal ikke uddybes her.

Forlægget til de udstillede dragtfigurer i ½ skala er gjort på et grundigt studie af gamle eksisterende dragter og dragtdele bevaret i private hjem eller fra Nationalmuseets tekstil-samling.
Arkivalier såsom bo-optegnelser, beretninger fra samtiden og folketællinger er gennemgået.
Malerier og tegninger med dragter er studeret.

Trods de mange eksisterende oplysninger om danske folkedragter, er der alligevel noget, der er gået tabt for eftertiden. Det kan være svært at have en hel sikker viden om, hvordan tøjet har siddet, og om, hvad der har passet sammen.

Udstillingen skal derfor i store træk opleves som et historisk tilbageblik i folkedragtens brug i perioden 1770-1870.
Det er ikke muligt på udstillingen at vise alle aspekter af bøndernes og landbefolkningens klædedragter. Det må antages, at der har været mange variationer uden for det, udstillingen kan rumme.

De mest karakteristiske træk ved de danske folkedragter, er de håndvævede stoffer i hvergarn (trend i hør eller bomuld med islæt af uld) og i en fantasifuldt vrimmel af mønstre, udført af landsbyvæverne, og dem har der været mange af.

De stoftrykte stoffer købtes i de større byer og er således ikke specielt egns-prægede.
Det samme gælder for silkestofferne, som importeredes udefra. Nogle mønstrede brede silkebånd har været brugt mere på en egn, end på en anden.

Mange hovedtøjer er med Tønderske kniplinger, disse er udført som en slags hjemme-industri i hele det sønderjyske område. Kniplingerne blev gerne forhandlet gennem den omvandrende kniplekræmmer.
Ligeledes var det hosekræmmeren, der kom på besøg på gårdene fra ”Bindeområdet” som det kaldes i Hammerum herred, dette herred er kendt for hjemmeindustri af strik f. eks. hoser, vanter og trøjer m.m.

Broderierne på Hedeboegnen og på Lyø, Falster og på Amager, har hver deres specielle broderi-træk både på skjorter og særke og sengetøjet. De blev udført af de stedlige kvindelige beboere i hver deres område.

Amagerbroderierne på huer og tørklæder gør sig enestående bemærket.

Særligt smukke og kostbare er de sølv- og guldbroderede hue-nakker fra Hedeboegnen og i Nordsjælland. Også Randers-egnens rige bønderkvinder havde flotte metal-broderier på Randers-egnens huer, som kan komme på højde med de sjællandske.

De egne, hvor dragterne har haft et særligt snit med en særegen sammensætning, kan nævnes Amager, Røsnæs, Falster, Fanø, Rømø og Læsø.
Alle andre steder er det kun i hovedtøjerne, der virkelig viser egns-præget skik fra hele landet. Det ses især i 1800-årenes første halvdel.

Udstillingen illustrerer således, med dragt-figurerne i ½ skala, en tidsperiodes mode på landet i små hundrede år i skiftende udtryk samt egns-forskellen i kvindehovedtøjerne i samme periode.