Esther Grølsted

Min interesse for folkedragterne er opstået via folkedansen. Allerede som barn dansede jeg folkedans i skolen - det var i 1948-49-50 i Ryslinge - også med opvisning i de såkaldte folkedragter.

I første halvdel af 1900 årene så danske folkedanseres dragter helt anderledes ud. Nogle ganske få havde kopieret deres bedsteforældres folkedragt, langt de fleste fik en model der mindede om de svenske Rätviks-lignende dragter, som mest bestod af , for pigernes vedkommende sort skørt med farvede båndborter, en fløjlsbul med snøreindretning, hvidt forklæde og hvid bluse med korte ærmer, samt den lille sorte spidshue.

På landet var det almindeligt i gymnastikforeninger at danse folkedans. Men også på Folkehøjskolerne blev der danset folkedans i hvert fald hver anden lørdag. Begge steder oplevede jeg på den måde folkedansen. Det var for mig helt naturligt at deltage i en folkedanseforening i Københavnområdet, da jeg flyttede dertil og blev gift. Min mand blev også glad for dansen. Det blev ikke kun ved dansetrænings-aftenerne at der var dans, der kom danseopvisninger på programmet og hertil skulle der skaffes folkedragter.

I 1960erne var det folkedanserne stærkt på sinde at danse folkedans i folkedragter til opvisningerne og dragterne skulle være rigtige. Viden eller kundskab om folkedragterne skulle hentes hos Foreningen til Folkedansens Fremme. Men det var ligesom ikke nok. Et besøg på Nationalmuseets bondeloft med de udstillede 100 bondedragter, blev et must og værd at gæste, når folkedragterne skulle være rigtige.

Ellen Andersen, som dengang var ansat ved Nationalmuseet, havde netop udgivet sin bog ”Danske bønders klædedragt” i 1960. Den var med til at give mig inspiration til folkedragterne.

Af én eller anden grund steg medlemstallet af folkedansere netop i perioden i 1970 – og 80erne i alle foreninger landet over. Det er den tid, hvor der er blev anskaffet flest ” kopi” folkedragter, som skulle bruges til de mange stævner og arrangementer, der var yderst populære og kunne samle 4 til 6 tusind mennesker.

Det gav inspiration og megen snak folkedanserne imellem. Hvad var rigtigt, og hvad var forkert, var hovedemnet i en hver samtale hos de ”rigtige” og ”forkerte” folkedansere. Det var måske netop det der satte mig i gang med folkedragtbegrebet

En kulturhistorie helt for sig, det blev spændende at se, hvor let det er at aflæse de gamle dragters sy og sømme samt deres snit og stil eller blandinger deraf.

Det blev mottoet for mig, ”Uden kendskab til fremstillingsteknikken, ingen folkedragt”. Det er et undersøgelsesområde, der tager mange, mange timer.
Man skal kunne kniple, brodere, væve, flette, strikke og tegne snitmønstre, og så skal man kunne beskrive det, man har i sine hænder. Det læres kun ved at se og efterprøve teknikken. Jeg underviste i folkedragtsyning i 12 år under aftenskolen, dels i Gladsaxe, Lyngby og Stenløse, det gav gode erfaringer om, hvad de enkelte formåede.

Ud af den viden, jeg havde og fik, blev det til bogen ”Sy Folkedragten selv” sammen med Minna Kragelund i 1985. Og i 1988 i forbindelse med 200 året for Stavnsbåndets løsning ”Hverdagstøj på Landet 1788” som også blevet udgivet på Engelsk.

I 1997 en artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark om ”Fileret, broderet” i klunkehjemmet, sammen med Kirsten Rykind-Eriksen.

Museet Færgegårdens årbog 1994 ”De femfligede huer på Færgegården”.

Jeg har holdt flere foredrag om sy- og sømme-teknikker.
I 2006 et foredrag for ICOM om ‘Regional Costumes in Denmark’.

Fra 1988 fulgte og opsatte jeg vandreudstillingen ”Folkedragten til hverdag og fest” (20 dragtfigurer i halv skala) i alt 37 steder rundt om i landet på lokalemuseer og i udlandet, (3 steder i USA, 2 steder i Sverige og 1 sted i Polen og 1 i Frankrig). Sommeren 2014 i Ballerup, var det 37’te sted. Alle steder har jeg været med og opsat udstillingerne.

I Norge har jeg undervist i fremstillingen af mine figurer i halv størrelse. Det blev til flotte dragtfigurer af norske folkedragter udført af norske dragtsyersker. Disse har været på vandring i Norge.

Udover dette er der kommet et par artikler i det norske magasin Bunad i 2013 et med Huekoner på Hedeboegnen og Nordsjælland, et andet omhandlede Hedebodragter. Det tredje omhandlede historien på Frisen med folkedragterne i Grundtvigs Hus i Studiestræde.

I 2014 ser det ud til, at folkdansens medlemstal er stærkt dalende over hele landet, dermed også interessen for de gamle folkedragter. Men interessen skal nok komme igen, især nu skulle det være lettere at sy sig en folkedragt, på grund af de beskrevne tilskærings- og sytekniske måder, der er formidlet.